Blog

Det her er mig til en saunagus, som jeg deltog i for nylig.

Gusmesteren havde på forhånd skrevet noget om, at vi skulle rykke nogle grænser for, hvad vi troede vores krop kunne klare, og at det inkluderede is og ville blive koldt. Jeg forestillede mig, at jeg lige skulle ned og dyppe mig i noget iskoldt vand, og så ind i saunaen igen. Jeg er ikke nogen viking, men det mente jeg godt, at jeg kunne klare.

Jeg blev derfor noget overrasket da jeg mødte op, og det gik op for mig, at vi skulle ned og sidde i et kar fyldt med iskoldt vand og isterninger. Gusmesteren startede med at fortælle om, hvordan vores hjerne ville have os til, at rejse os fra vandet, men fortalte videre om alle de rare ting, der ville ske inde i kroppen, hvis vi kunne blive siddende i 2 minutter. 2 MINUTTER?! Det lød helt vildt i mine ører. Man kan da ikke sidde i et isbad i 2 minutter tænkte jeg. Jeg kan ikke engang stå i 2 sekunder under den kolde bruser, så det ville være helt urealistisk at tro, at jeg kunne sidde 2 minutter i noget så koldt som et isbad. Jeg følte allerede skuffelsen over, at jeg ville gå glip af alle de lækre endorfiner, der åbenbart ville rulle i min krop, hvis jeg kunne blive siddende tiden ud. Men jeg følte også en nysgerrighed på dem; det lød næsten for fristende til, at gå glip af.

Vi startede i saunaen, og der var varmt. Efter at have siddet der i et stykke tid, begyndte jeg at længes efter det der isbad, der stod udenfor og ventede. Lige i det øjeblik lokkede tanken om et isbad væsentlig mere end tanken om, at skulle blive siddende i en utrolig varm sauna. Jeg var derfor hurtigt ude af saunaen da det blev tid til isbadet. Det er nu eller aldrig tænkte jeg.

Kvinden før mig gik beslutsom op i karret, og satte sig roligt ned. Jeg var målløs! Det var mig en gåde, at hun kunne. Hun lukkede øjnene og sad bare – og blev siddende. I 2 fulde minutter! Jeg var fuld af beundring – og misundelse. Det der ville jeg aldrig kunne klare. Luften var kold, det blæste og det regnede imens jeg stod i min badedragt og ventede på, at det blev min tur og jeg tænkte, at ”nu kan jeg i hvert fald slet ikke sætte mig ned i det iskolde vand for jeg fryser jo allerede”. Men nysgerrigheden på alt det gode der ventede mig, hvis jeg kunne holde ud i de famøse 2 minutter fik mig til at tænke anderledes. Jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville fokusere på mine tanker om, at jeg frøs imens jeg stod og ventede i køen. ”Jeg har det dejligt” tænkte jeg i stedet, og ”jeg er spændt på, at det bliver min tur”, ”Jeg vil give det et seriøst forsøg”, ”Det er jo ikke farligt for så ville hun ikke udsætte os for det”. Jeg ændrede mit mindset og flyttede mine tanker fra frygt og mistillid til nysgerrighed og tillid. Tillid til Gusmesteren og tillid til mig selv. ”Hvis hun siger man kan sidde der i 2 minutter, så er det fordi, at man kan, og så kan jeg også godt”.

Det blev min tur. Jeg stillede mig op i karret, og satte mig langsomt ned. Mine hænder brændte og gjorde ondt. ”Det er ubehageligt, men ikke farligt” fortalte jeg mig selv. Og så flyttede jeg mit fokus fra mine tanker og ned til min krop. Jeg mærkede, hvordan endorfinerne langsomt begyndte at sprede sig rundt i kroppen, og jeg følte en kæmpe ro, glæde og tilfredshed. På et tidspunkt forsvandt smerten i hænderne og så sad jeg bare, og mærkede min krop og alt det der skete inde i den. Hvordan det prikkede i huden; regnen der slog ind i mit ansigt; varmen i kroppen. Tiden forsvandt, og jeg følte, at jeg kunne sidde der for evigt. Efter 4 minutter kaldte Gusmesteren mig op. 4 Minutter! Det var fuldstændigt vanvittigt, og jeg forstod ikke, at jeg havde kunnet gøre det.

Og hvorfor fortæller jeg så den historie? Det gør jeg for, at fortælle dig, at du kan hvad du vil, hvis du vælger, at lade de tanker være, som forhindrer dig i, at nå dine mål.

Biologisk har vores tanker til formål, at sikre os overlevelse. Derfor er dine tanker oftest fokuseret på det negative, og det der kan gå galt. Der er ikke meget overlevelse i, at sætte sig i et isbad, og derfor vil min krybdyrhjerne have mig væk fra det ved, at fortælle mig, at det er koldt og at jeg ikke kan. Mine tanker forsøger, at beskytte mig mod noget de tror er farligt.

Tricket er, at lade være med, at gå med de tanker, som forhindrer dig i, at nå dine mål. Forskning viser, at vi har omkring 70.000 tanker om dagen! Det er noget af en sjat, og du kan ikke bruge tid på dem alle. Du bestemmer selv, hvilke tanker som du vil give opmærksomhed, og hvilke tanker som du vil lade gå. Fokuserer på de tanker, der kan motivere dig til, at nå dine mål og lad de tanker passere, der forhindrer dig i at opnå dem.

Prøv, at forestil dig, at du er på en running-sushi restaurant, men i stedet for sushi er det dine tanker, der bliver præsenteret foran dig. Hvilke tanker vil du tage op, og hvilke vil du lade rulle videre? Hvis tanken ikke bidrager positivt til dit liv i form af, at den hjælper dig til at træffe en beslutning, få ro, opnå et mål o.lign, så lad den være, og lad den blive erstattet af en anden tanke, som er bedre for dig.

Vi er ofte ubevidste om vores tanker, og hvad der sætter dem i gang. Vi kan tænke, at vores tanker har deres eget liv, og at vi ikke har indflydelse på dem. Men det har vi; vi vælger selv, hvilke stykker sushi (tanker) vi vil give opmærksomhed, og hvilke vi vil lade være.

Hvis dine tanker fylder for meget, så kan du kan stoppe fokuseringen på dem ved, at flytte din opmærksomhed væk fra tanken og over på en af dine andre evner. Da jeg stoppede med, at fokusere på tankerne om, at det var koldt og at jeg ikke kunne sidde i et isbad i 2 minutter, og i stedet valgte at mærke hvad der skete i min krop når jeg sad der, så endte jeg med at præstere noget som jeg ikke troede var muligt for mig.

Teknikkerne jeg brugte var simple: Jeg lod være med at tro på det jeg tænkte, og jeg flyttede min opmærksomhed fra min tanke-evne til min mærke-evne.  

Hvad forhindrer dine tanker dig i ? Og hvad kunne motivationen være til, at skifte dem ud med nogle mere støttende tanker ?

Overspringshandlinger. Kender du det? Jeg kender det alt for godt. Jeg tænker: Jeg gør det lige om lidt, jeg skal bare liiiige se hvad der er i køleskabet (igen), tjekke Facebook, instagram og nyhederne (igen), og pludselig er dagen gået og jeg tænker: jeg gør det i morgen! ”I morgen begynder jeg, at spise sundt og træne igen” eller ”I morgen laver jeg den opgave” eller ”I morgen ringer jeg til min mor” Jeg gør det bare ikke.

Men hvorfor er det egentlig, at vi laver overspringshandlinger i stedet for bare at gøre det, som vi har sat os for eller er blevet bedt om at gøre, når det nu er så utilfredsstillende, at blive ved med at udskyde opgaver, der åbenlyst ikke forsvinder af sig selv?

Der kan være mange årsager til, at vi udskyder vores opgaver. Som oftest skyldes det, at vi:

• ikke kan se meningen med, at vi skal udføre opgaven – opgaven er meningsløs!
• ikke kan se nytten i, at udføre den – opgaven er nyttesløs!
• eller, at vi i virkeligheden slet ikke har lyst til, at udføre opgaven.

Vi er skabt sådan, at opgaver skal være meningsfulde eller til nytte for os selv for, at vi har lyst til at udføre dem. Hvis jeg bliver bedt om at grave et hul i haven, og jeg ikke kan få en ordentlig forklaring på, hvad hullet skal bruges til, så bliver opgaven meningsløs for mig, og jeg har ikke lyst til at grave hullet. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at undgå at gå ud og grave hullet, og jeg vil udskyde opgaven så længe, at det er muligt for mig at slippe afsted med det.

Fordi jeg ved at jeg skal grave hullet på et eller andet tidspunkt, så vil jeg sandsynligvis føle dårlig samvittighed over, at jeg ikke har gjort det endnu. Jeg vil måske også føle mig magtesløs fordi jeg ikke selv kan bestemme, at jeg ikke vil grave det. Og på et eller andet tidspunkt, så kan jeg ikke udskyde det mere, og jeg vil stå i sidste øjeblik og føle mig stresset fordi jeg skal nå, at blive færdig inden deadline. Lyder det bekendt?

Det er helt normalt; det er vores biologi. Men det betyder ikke, at vi ikke kan gøre noget ved det, hvis vi gerne vil blive bedre til, at få ting gjort med det samme.

Når chefen, læreren, forældre, myndighederne eller andre, som bestemmer over os beder os om at gøre noget, som vi finder meningsløst, så skal vi finde nytteværdien i at gøre det: What´s in it for me? Når jeg ikke kan få en meningsfuld forklaring på, hvorfor jeg skal grave et hul i haven, så skal jeg selv finde nytten i at udføre opgaven. Nytteværdien er min motivation for at udføre opgaven.

Det kan være at nytteværdien for mig er, at komme ud i den friske luft; at jeg får trænet mine arme; at jeg forbrænder x-antal kalorier, så jeg kan spise et ekstra stykke kage; at jeg føler god samvittighed og ro bagefter.

Har du en opgave, som du bliver ved med at udskyde? Hvad kunne nytten være for dig ved, at udføre den lige nu i stedet for, at vente til i morgen?

Det er ikke alle opgaver, som vi udskyder fordi vi syntes de er meningsløse. Nogle opgaver udskyder vi fordi de er forbundet med nogle ubehagelige følelser, som vi gerne vil undgå.

Når en klient spørger mig: Hvorfor kan jeg ikke bare sætte mig ned, og forberede mig til den eksamensopgave eller: hvorfor inviterer jeg ikke bare den søde pige/fyr ud på en date? og jeg spørger tilbage: Ja, hvorfor gør du ikke bare det? så har de ikke noget svar. Ofte er vi ikke bevidste om, at årsagen til at vi udskyder opgaver eller planer er, at der er nogle ubehagelige følelser, som vi vil undgå at føle.

F.eks. at når vi går i gang med eksamensopgaven, så kommer alle følelserne af dårlig selvtillid, frygt for at dumpe eller præsentationsangst. Eller hvis vi vover pelsen og inviterer den søde pige/fyr ud, så kan vi risikere, at han/hun siger nej, og det kan få os til at føle os afvist, forkert, mindreværd, dum og grim.

Der er en umiddelbar gevinst ved, at lade være med at udføre opgaven, og derfor bliver vi ved med, at udskyde den. Gevinsten er, at vi undgår at føle nogle følelser, som vi har dårlige erfaringer med fra vores historie.

Et par teoretiske eksempler, og et fra den virkelige verden:

• Når du udskyder din eksamenforberedelse, så kan det skyldes, at du har nogle dårlige erfaringer fra din skoletid med at gå til eksamen eller med, at blive bedømt. Selvom oplevelserne går mange år tilbage, så er de stadig lageret i din hjerne som en ubevidst lektie: Du dumper, og det bliver pinligt for dig! Frygten for at dumpe kan få dig til, at udskyde din eksamenforberedelse til sidste øjeblik. Resultatet bliver, at du går til eksamen med en dårligere forberedelse end, hvis du havde brugt den tid du havde brug for – og dermed øger du sandsynligheden for, at opnå det du frygter, at dumpe. Det bliver en selvopfyldt profeti.
• Når du udskyder at invitere den søde pige/fyr på en date, så kan det skyldes at du har nogle dårlige erfaringer fra dine teenageår, som du bliver ved med at trække på. Ubevidst tænker du måske: Jeg kan lige så godt lade være med, at spørge for han/hun siger alligevel nej. Frygten for et nej får dig til, at lade være med at handle. Du kommer med forklaringer over for dig selv om, hvorfor du skal vente til i morgen med, at spørge ham/hende. Resultatet bliver, at du føler dig utilfreds fordi du ikke får den date, som du godt kunne tænke dig.
• Når jeg udskyder at spise sundt, så er det fordi, at der for mig er flere gode følelser i at trøstespise end der er i, at erkende at vi lige nu er midt i en pandemi, og at den er forbundet med stor utryghed. Når jeg stopper med at trøstespise, så kan jeg ikke længere dulme følelsen utryg, som er en følelse der er svær for mig. Resultatet er, at mine corona-kilo stiger dag for dag.

For at vi kan få indflydelse på vores overspringhandlinger skal vi være bevidste om, hvad der sætter dem igang. Igennem terapi kan du lære de bagvedliggende årsager til dine overspringhandlinger at kende.

Laver du også overspringhandlinger og tænker du også ”Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen”? så kontakt mig for en uforpligtende snak om, hvordan jeg kan hjælpe dig med, at erstatte dine gamle mønstre med nye vaner, som vil give dig gode følelser af handlekraft, ansvarlighed, ro og tilfredshed.

Og mig? Jeg stopper med at trøstespise i dag!